Knust helt indeni

Det er mærkeligt. Jeg har ikke blogger længe, men lige så snart mit liv ramler sammen, får jeg lyst til at skrive mine følelser ned. Nok mest af alt, fordi jeg ikke ellers kan få det formuleret.
Jeg er blevet droppet. Brutalt. Tre gange på under tre måneder, af manden jeg troede skulle være min ægtemand, far til mine børn og ham jeg skulle dele gravsten med. Han syntes der er for mange skår i vores glæde, og at følelserne ikke er der mere. Det er hårdt at sidde tilbage med de samme følelser som før, men samtidig også en vrede. En vrede over den behandling jeg har fået. En behandling jeg langt fra har fortjent efter over 4 år, hvor jeg har båret ham rundt på er pedistal. Taget ham i forsvar også selvom det var ham der var idioten. Holdt om ham når demoerne plagede ham i hans søvn. Støttet ham i sorg og tab. Sidder tilbage med følelsen af jeg er nødt til at holde om mig selv for ikke langsomt at falde fra hinanden. Jeg har aldrig været så ked af det før, og jeg prøver at lade som ingenting.
Men når mørket falder på, og min lille hundehvalp som engang var vores, ligger og sover så sødt - så græder jeg salte tårer og kigger på billeder og videoer af os to sammen. Jeg savner dig så meget at jeg har fysisk ondt i kroppen. Men du bliver aldrig min mere, og den sandhed må jeg leve med resten af mine dage.

Jeg elsker dig ....

Jeg er faktisk dårlig til at holde hvad jeg lover.

Jeg lover mig selv og andre noget hver dag. I mandags lovede jeg min onkel at komme og hente min cykel i dag. Det har jeg ikke fået gjort. Jeg har lovet mig selv at begynde at blogge noget mere. Jeg har lovet min kæreste, at fortælle ham når jeg er ked af det over noget. Også selvom det pga. ham. Jeg har lovet min mor at tænke mere på mig selv. Det gør jeg stadigvæk ikke. Jeg har lovet mig selv, at jeg skal stoppe med at tænke over hvad andre tænker om mig. Jeg har lovet mig selv, at jeg skal begynde at stole mere på folk omkring mig. Jeg har lovet mig selv at spise sundere. Jeg har lovet mig selv jeg skal til at gøre noget ved min vægt. Jeg har lovet mig selv at jeg skal begynde at tage vitaminpiller. Jeg holder det ikke. Det er ikke fordi jeg ikke prøver. Jeg prøver hver dag. Men jeg er så træt. Jeg er træt helt ind i sjælen. Ikke af livet. Langt fra. Jeg elsker hvordan mit liv er. Jeg har de dejligste venner, den dejligste kæreste, den dejligste familie (ihvertfald den del der gider mig) og jeg er i gang med drømme uddannelsen. Men jeg er bare så træt. Jeg tror det er fordi jeg ikke er vant til at være så glad hele tiden. Jeg kan vitterligt ikke huske hvornår jeg sidst har haft det så godt. Og det er absurd, at det at jeg er glad gør mig træt. Det er absurd at det dræner mig. Det er absurd jeg giver løfter, som jeg virkelig gerne vil kunne overholde, men simpelthen ikke kan finde overskuet til det. 

Men liv og glade dage. Min kæreste har købt en bil til mig. Så når jeg selvfølgelig består min kørekort på tirsdag, har min egen bil at køre i! Jubi!

Og så er jeg i gang med at lave hemmeligheder med min mor, bonusfar og min kæreste. Jeg glæder mig til d. 22 april... Virkelig!

Long time, no see

Det er alt for længe siden jeg har skrevet. Underligt at tænke på, når jeg engang var så afhængig af, at komme ud med mine tanker, følelser m.m. ved at skrive på min blog. Jeg oprettede denne blog efter min ekskæreste og jeg slog op, og den gamle gjorde for ondt at være på.. Jeg skrev meget i en tid, også skete der en masse i mit liv, som gjorde at jeg nok ikke har tyet til det at blogge. Og jeg må indrømme at i de sidste par måneder, har jeg overvejet at begynde igen, men har ikke følt overskuet til det..

Sidste år ved denne her tid tog jeg en kæmpe beslutning og valgte at flytte fra min daværende veninde og vores fælles lejlighed - for først at finde mit eget, men endte med at flytte sammen med min kæreste.. Det ødelagde det venskab, men jeg har før skrevet, at jeg var træt af løgne og drama - og desværre fulgte der begge dele med det venskab og dens afslutning. Dog savner jeg hende stadig meget, men jeg og hende bliver nok aldrig nogensinde veninder igen.

Jeg begyndte på social- og sundhedshjælper uddannelsen, og det har taget meget af min tid med både lektier og praktik. Det hele har dog ført frugt og det kan ses på mine standpunktskarakterer, som lyder på fire 12 taller og tre 10 taller. PLUS så kom jeg igennem nåleøjet og er kommet ind på social- og sundhedsassistent uddannelsen, og der skal jeg starte, når jeg er færdig med hjælperen til marts.

Derudover har det været er turbulent år mellem min kæreste og jeg. Jeg har før skrevet er indlæg om hans psykiske sygdom, og den har flere gange sat mig, ham og vores forhold på prøve. Vi har nok et par gange været tæt på at gå fra hinanden. Men med kærlighed kommer man langt, og vi har snart været kærester i 1,5 år og boet sammen i et år. Og i de sidste 3-4 måneder har vi hverken skændtes eller været uvenner.. Og det er stort når det var hverdag det første lange stykke tid i vores forhold. Jeg elsker ham, det gør jeg virkelig.

Ikke mindst har jeg fået en masse nye venskaber, som jeg håber er nogle jeg kommer til at nyde resten af mine dage. Jeg har stadig få gamle tilbage, og det skyldtes ganske enkelt, at jeg er færdig med drama og derfor også har været nødt til at være færdige med nogle venskaber.. Men jeg takker af mit hjerte for de nye der er kommet til - i er guld <3.

Her er et billede med nogle af dem der har været med til at gøre 2015 til et af de allerbedste år i mit liv. 

Jeg er nu 21 år og stærk som aldrig før. Jeg håber jeg kan finde overskuddet til at begynde at blogge igen. For jeg kan mærke hvilken dejlig følelse, det har givet i maven efter, at jeg har skrevet dette indlæg..

Falske venner, hvorfor?

Jeg hader at virke. som den negative. Men det her indlæg bliver nok med et strejf af negativitet plus moms.

Jeg sad på Facebook her til aften. Og besluttede mig for at køre igennem min egen side, for at se hvad der er foregået de sidste mange år. Jeg faldt over gamle sange jeg har delt, gamle kærester og ikke mindst gamle veninder. Utroligt mange af opslagene slutter med et for evigt. Det fik mig til at tænke. Jeg har aldrig rigtigt været typen med mange veninder, jeg har aldrig stolet på ret mange. Det har også resulteret, at jeg ikke havde venskaber i ret lang tid af gangen. Hvilket jo et eller andet sted er sørgeligt. Men allerede knuden i maven der vokser over tanker og grunde til at afslutte venskaber, gør mig kun endnu mere fast i mine beslutninger. Jeg kommer nok aldrig til at vælte mig i 10 tætte veninder, og tanken om andre tror de gør, får mig til at grine indvendig. Jeg hader at være den der siger det, men dem du tror der står der nærrest – er oftest også dem der bagtaler dig mest, og som lyver mest for dig. Jeg er ingen helgen selv. Men jeg vil hellere have 2 tætte veninder, og en masse bekendte, end jeg skal ende i en vennekreds som den sidste. Hvor drama, bagtaleri og knuste løfter var det som holdte sammen på gruppen. Og det var ikke engang altid pigerne, som der var værst.

Øv. Måske havde pigerne på kostskolen ret – jeg er en forever alone-type, men jeg vil hellere være alene, end omgivet af falske mennesker. Jeg syntes det er nok min familie kan være så falsk.

Men den triste del er, at nogen gange ville jeg gerne være en del af en falsk pige gruppe. Kun fordi følelsen af, at høre til blandt nogen kunne være rart.

Farvel teenagesår.

Det med blandede følelser i maven. Om et kvarter slår klokken 12, og jeg har fødselsdag. Jeg fylder 20 år. Det føltes som i går jeg begyndte i skole, blev konfirmeret eller student. Men det hele ligger så fjernt nu. Jeg er talmæssig færdig i mine teenagesår. Og de har været lange, smertefulde, glædelig og oplevelsesrige. Jeg begynder en ny talrække, men heldigvis ligner jeg stadig mig selv. 

Kan lukke teenagesårene med et klap på skulderen. Jeg kom igennem depression, ulidelige forelskelser og studenterhuen blev placeret... 20'erne, kom bare an!

At være kærester med en psykisk syg.

Psykisk syg er bredt begreb, I know. Men i dette tilfælde er der tale om skizofreni, og små diagnoser som følger med. Jeg kendte til skizofreni før, at jeg blev kærester med min kæreste. En stor del af min barndom havde min far en kammerat, som også havde diagnosen. Jeg elskede ham. Han hed Skipper, og han var den mest seje jeg kendte. Jeg har først senere oppe i mit liv, fået at vide at Skipper var skizofren. Min mor sagde bare at Skipper var lidt bims. Men hvordan forklare man også et lille barn, at manden dagligt hørte stemmer inde i sit hoved? Jeg voksede op, og jeg blev 14 år. Jeg var på ferie lejr i Sverige, og mødte min nu bedste kammerat. Han åbnede nogle år op for mig, og fortalte mig at han var skizofren. Til at starte med vidste jeg ikke meget om det, og jeg begyndte at læse om det og låne bøger på biblioteket. Hvad er en skizofren?

” Skizofreni er en sygdom i hjernen, der giver ændringer i tanker og adfærd. Sygdommen kan være præget af perioder, hvor man er ude af stand til at skelne mellem virkelighed og egne forestillinger”.

Jeg blev 16 år, og begyndte på kost gymnasium. Der fik jeg en nær veninde, som senere fortalte mig, at hun også led af skizofreni. Jeg havde nemmere ved at forstå det der, eftersom jeg havde noget viden i baghovedet. Godt nok havde deres tilstand og væremåde gjort indtryk, og havde også sat spor især med henblik på min bedste kammerat. Men deres skizofreni var stadig så langt ude af mit liv, at jeg ikke behøvede at tænke over det. Jeg blev 19 år, og blev forelsket i min kæreste. Jeg vidste godt han var skizofren, fordi han altid havde været åben omkring det, og folk snakker. Men jeg tænkte ikke over det. Før vores forhold udviklede sig, og blev tættere og mere intenst. Jeg har i dag skizofreni så tæt ind på kroppen, at jeg kan mærke min kærestes op og nedture i sygdommen. Jeg kan se når hans hoved er fyldt, og jeg ligger ved siden af en krop der råber om hjælp, når han sover. Han har mange humørsvingninger, og tingene skal oftest gå efter hans hoved, ellers står han helt af. Han kan ændre humør fra det ene sekund til det andet, og han isolere sig ofte inde i sig selv, og gør det svært for mig at nå ind. Men hans blik ændre sig, for mig er det lynhurtigt nemt, at se når der forgår noget i hans hoved, som ikke er optimalt. Han høre stemmer dagligt, og de er bestemt ikke positive. Hans egen underbevidsthed prøver at smadre ham indefra, og at se hvordan han dagligt kæmper imod, er med til at give mig styrke til at kæmpe for alt i mit liv. Hans stemmer kan ikke lide mig, og jeg græder indeni ved tanken. Hvordan et så fantastisk menneske, hele tiden skal få hakket ned på sig selv, og de mennesker som han holder af. Det er en daglig kamp for ham at leve i, og en daglig kamp for mig at leve med. Men jeg forstår ikke hvorfor folk er bange for psykisk syge. De er lige så velfungerende mennesker, så længe de er i den rette behandling. Nej, min kæreste bliver nok aldrig rask. Men hvad så? Han er et menneske ligesom mig. Og jeg elsker ham. Jeg elsker hver en lille del af ham. Og jeg er ligeglad med hans diagnose. Han er perfekt for mig alligevel.

For mig har det at være tæt på en med skizofreni, hjulpet mig med at vokse som menneske. Jeg har fået en bedre forståelse for mange ting, og jeg har lært at sætte pris på andre ting i livet. Hver dag er en gave, også selvom at andre siger det modsatte – om det er inde i hovedet eller folk som bevæger sig rundt i det virkelige liv. 

Inden noget andet bliver sagt og kommenteret på, har jeg spurgt min kæreste om lov til at udgive dette. Og jeg nævner ikke andre navne på nær Skippers (da det ikke er hans rigtige navn), for at holde på folks privatliv.

Jeg har skrevet om flere første kys, end jeg har fået.

Det er så kliché, at skrive eller fortælle om sit første kys. Jeg har skrevet om det mange gange, dog har jeg ikke snakket meget om det. Der er første kys man skriver om mere end andre. Der er første kys man til gengæld også gerne vil glemme. Men jeg har dit printet ind på nethinden.

Det var koldt udenfor trods at det var sidst i juni måned. Vi havde sat udenfor på en bænk til en fest i næsten en time, hvor vi konstant var blevet afbrudt af de andre fulde gæster. Du spurgte mig om jeg ikke ville med lidt væk der fra. Jeg var fuld, og jeg frøs. Men jeg fulgte med dig. Jeg ved ikke hvorfor, men min eneste tanke i mit hoved var, at der var koldt, og aftenen havde været fyldt med for meget drama. Det var måske et håb om, at du kunne trække mig væk fra alt dramaet. Du stod og snakke om fodbold, og jeg hader fodbold. Men jeg lyttede, jeg fulgte dine små læber imens du snakkede. Imens jeg langsom kunne mærke mine klapre. Du tog din trøje af og gav mig den på, trods jeg bad dig om at lade være. Pludselig var det dig som stod, og klaprede med læberne. Jeg gik helt tæt ind til dig, i håb om jeg kunne give dig lidt varme trods mine bare ben og i forvejen frosne krop. Jeg stod nu helt tæt ind til dig, og jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har været så tæt på før. Jeg lagde min pande på din skulder, og indåndede din duft. En blanding mellem Prince light, Captain Morgan og en parfume jeg ikke kender navnet på. Og da dine læber ramte min hals forstod jeg intet. Jeg havde ingen hentydninger fanget, trods af du nok længe havde sendt mig en del. Jeg nåede kun lige at kigge op, og dine læber ramte mine. Det var ikke fordi kysset skabte fyrværkeri eller violin spil. Men det satte noget i gang inde i mig. Ting som er bedre end fyrværkeri og sød musik. Det skabte en ro, tilfredsstillelse og en følelse af at være hjemme. Kysset varede så kort, og før jeg så mig om var det slut, og pludselig var du væk. Jeg ledte efter dig resten af aftenen men uden held. Heldigvis er du min i dag, og jeg kan kysse dig hele tiden nu. Og hvert et kys skaber stadig den samme følelse i min krop. Hvert et kys med dig, er som det allerførste. Perfekt.