Det er mærkeligt. Jeg har ikke blogger længe, men lige så snart mit liv ramler sammen, får jeg lyst til at skrive mine følelser ned. Nok mest af alt, fordi jeg ikke ellers kan få det formuleret.
Jeg er blevet droppet. Brutalt. Tre gange på under tre måneder, af manden jeg troede skulle være min ægtemand, far til mine børn og ham jeg skulle dele gravsten med. Han syntes der er for mange skår i vores glæde, og at følelserne ikke er der mere. Det er hårdt at sidde tilbage med de samme følelser som før, men samtidig også en vrede. En vrede over den behandling jeg har fået. En behandling jeg langt fra har fortjent efter over 4 år, hvor jeg har båret ham rundt på er pedistal. Taget ham i forsvar også selvom det var ham der var idioten. Holdt om ham når demoerne plagede ham i hans søvn. Støttet ham i sorg og tab. Sidder tilbage med følelsen af jeg er nødt til at holde om mig selv for ikke langsomt at falde fra hinanden. Jeg har aldrig været så ked af det før, og jeg prøver at lade som ingenting.
Men når mørket falder på, og min lille hundehvalp som engang var vores, ligger og sover så sødt - så græder jeg salte tårer og kigger på billeder og videoer af os to sammen. Jeg savner dig så meget at jeg har fysisk ondt i kroppen. Men du bliver aldrig min mere, og den sandhed må jeg leve med resten af mine dage.
Jeg elsker dig ....
