Jeg lover mig selv og andre noget hver dag. I mandags lovede jeg min onkel at komme og hente min cykel i dag. Det har jeg ikke fået gjort. Jeg har lovet mig selv at begynde at blogge noget mere. Jeg har lovet min kæreste, at fortælle ham når jeg er ked af det over noget. Også selvom det pga. ham. Jeg har lovet min mor at tænke mere på mig selv. Det gør jeg stadigvæk ikke. Jeg har lovet mig selv, at jeg skal stoppe med at tænke over hvad andre tænker om mig. Jeg har lovet mig selv, at jeg skal begynde at stole mere på folk omkring mig. Jeg har lovet mig selv at spise sundere. Jeg har lovet mig selv jeg skal til at gøre noget ved min vægt. Jeg har lovet mig selv at jeg skal begynde at tage vitaminpiller. Jeg holder det ikke. Det er ikke fordi jeg ikke prøver. Jeg prøver hver dag. Men jeg er så træt. Jeg er træt helt ind i sjælen. Ikke af livet. Langt fra. Jeg elsker hvordan mit liv er. Jeg har de dejligste venner, den dejligste kæreste, den dejligste familie (ihvertfald den del der gider mig) og jeg er i gang med drømme uddannelsen. Men jeg er bare så træt. Jeg tror det er fordi jeg ikke er vant til at være så glad hele tiden. Jeg kan vitterligt ikke huske hvornår jeg sidst har haft det så godt. Og det er absurd, at det at jeg er glad gør mig træt. Det er absurd at det dræner mig. Det er absurd jeg giver løfter, som jeg virkelig gerne vil kunne overholde, men simpelthen ikke kan finde overskuet til det.
Men liv og glade dage. Min kæreste har købt en bil til mig. Så når jeg selvfølgelig består min kørekort på tirsdag, har min egen bil at køre i! Jubi!
Og så er jeg i gang med at lave hemmeligheder med min mor, bonusfar og min kæreste. Jeg glæder mig til d. 22 april... Virkelig!
