At være kærester med en psykisk syg.

Psykisk syg er bredt begreb, I know. Men i dette tilfælde er der tale om skizofreni, og små diagnoser som følger med. Jeg kendte til skizofreni før, at jeg blev kærester med min kæreste. En stor del af min barndom havde min far en kammerat, som også havde diagnosen. Jeg elskede ham. Han hed Skipper, og han var den mest seje jeg kendte. Jeg har først senere oppe i mit liv, fået at vide at Skipper var skizofren. Min mor sagde bare at Skipper var lidt bims. Men hvordan forklare man også et lille barn, at manden dagligt hørte stemmer inde i sit hoved? Jeg voksede op, og jeg blev 14 år. Jeg var på ferie lejr i Sverige, og mødte min nu bedste kammerat. Han åbnede nogle år op for mig, og fortalte mig at han var skizofren. Til at starte med vidste jeg ikke meget om det, og jeg begyndte at læse om det og låne bøger på biblioteket. Hvad er en skizofren?

” Skizofreni er en sygdom i hjernen, der giver ændringer i tanker og adfærd. Sygdommen kan være præget af perioder, hvor man er ude af stand til at skelne mellem virkelighed og egne forestillinger”.

Jeg blev 16 år, og begyndte på kost gymnasium. Der fik jeg en nær veninde, som senere fortalte mig, at hun også led af skizofreni. Jeg havde nemmere ved at forstå det der, eftersom jeg havde noget viden i baghovedet. Godt nok havde deres tilstand og væremåde gjort indtryk, og havde også sat spor især med henblik på min bedste kammerat. Men deres skizofreni var stadig så langt ude af mit liv, at jeg ikke behøvede at tænke over det. Jeg blev 19 år, og blev forelsket i min kæreste. Jeg vidste godt han var skizofren, fordi han altid havde været åben omkring det, og folk snakker. Men jeg tænkte ikke over det. Før vores forhold udviklede sig, og blev tættere og mere intenst. Jeg har i dag skizofreni så tæt ind på kroppen, at jeg kan mærke min kærestes op og nedture i sygdommen. Jeg kan se når hans hoved er fyldt, og jeg ligger ved siden af en krop der råber om hjælp, når han sover. Han har mange humørsvingninger, og tingene skal oftest gå efter hans hoved, ellers står han helt af. Han kan ændre humør fra det ene sekund til det andet, og han isolere sig ofte inde i sig selv, og gør det svært for mig at nå ind. Men hans blik ændre sig, for mig er det lynhurtigt nemt, at se når der forgår noget i hans hoved, som ikke er optimalt. Han høre stemmer dagligt, og de er bestemt ikke positive. Hans egen underbevidsthed prøver at smadre ham indefra, og at se hvordan han dagligt kæmper imod, er med til at give mig styrke til at kæmpe for alt i mit liv. Hans stemmer kan ikke lide mig, og jeg græder indeni ved tanken. Hvordan et så fantastisk menneske, hele tiden skal få hakket ned på sig selv, og de mennesker som han holder af. Det er en daglig kamp for ham at leve i, og en daglig kamp for mig at leve med. Men jeg forstår ikke hvorfor folk er bange for psykisk syge. De er lige så velfungerende mennesker, så længe de er i den rette behandling. Nej, min kæreste bliver nok aldrig rask. Men hvad så? Han er et menneske ligesom mig. Og jeg elsker ham. Jeg elsker hver en lille del af ham. Og jeg er ligeglad med hans diagnose. Han er perfekt for mig alligevel.

For mig har det at være tæt på en med skizofreni, hjulpet mig med at vokse som menneske. Jeg har fået en bedre forståelse for mange ting, og jeg har lært at sætte pris på andre ting i livet. Hver dag er en gave, også selvom at andre siger det modsatte – om det er inde i hovedet eller folk som bevæger sig rundt i det virkelige liv. 

Inden noget andet bliver sagt og kommenteret på, har jeg spurgt min kæreste om lov til at udgive dette. Og jeg nævner ikke andre navne på nær Skippers (da det ikke er hans rigtige navn), for at holde på folks privatliv.