Frygter tilbagefald til ensomheden

Jeg sad her til aften og snakkede med min bedste veninde omkring fortid. Hvordan vi begge to havde været nogle ting igennem - ikke de samme - men vi kunne drage fælles følelser igennem det hele. Da hun i 2009 kørte galt, og gennemgik et kæmpe helvede - følte hun sig mere alene end noget andet. Der var ingen, som var der for hende. Det gav mig flashback til min årelange depression. Jeg var 13 år gammel, da jeg gik ned i en depression, og jeg smed ført medicinen, da jeg var 16. Først da jeg var 16, mente min læge, at jeg var klar til at leve et liv uden antidepressiv. Jeg var lykkelig, da jeg var færdig med at troppe ud af medicinen. Selvom jeg godt nok det sidst stykke tid bare stoppede med at tage det. Jeg gad ikke mere. Set i bakspejlet var det måske for tidligt, men det var sådan det var.

Da jeg var i en depression, var jeg meget alene. Ikke fordi min familie ikke var der, fordi de prøvede virkelig på at trænge igennem. Men mange af mine veninder og venner faldt fra, da jeg ikke længere havde det samme overskud længere. Mange faldt fra fordi jeg ikke længere kunne være der for dem, og mange faldt fra fordi de simpelthen ikke kunne overskue det. Nok er det vel forståeligt, men dog ikke tilgivelig. Jeg frygter derfor den dag at ende tilbage i depression, få et tilbagefald og ende med at være alene. Den ensomhed jeg følte dengang, sidder stadig dybt begravet i mit hjerte. Og jeg er derfor den dag i dag glad for, at jeg kan klare mig selv. Jeg behøver ikke mange venner i mit liv, jeg har de nærmeste. Og de vil med garanti stå der for mig hvis jeg en dag skulle få et tilbagefald. Min depression lærte mig forskellen på folk man tilbringer tid med og venner. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke mange venner havde. Sørgeligt..

Godt nok fik jeg et kort tilbagefald for nogle måneder siden, hvor jeg kom på medicin. Men den tager jeg ikke mere. Jeg fortalte min læge, at jeg ikke kunne overskue i mit hoved, at skulle til at være afhængig af medicin igen. Han forstod mig godt. Og vi blev enige om, at jeg skulle kontakte ham, hvis jeg fik det rigtigt skidt igen. Det er heldigvis ikke sket, og jeg håber af hele hjertet, at det heller ikke bliver tilfældet. Jeg vil være stærk.

Han er min.

Alle dine skævheder er det der gør dig så fandes speciel og det der gør mig så hammerende forelsket. Det er blandt andet dem, som var grunden til, at jeg svarede ja, da du spurgte om jeg ville være din. Tårerne trillede ned af mine kinder, da du spurgte og du blev bange for, at jeg slet ikke ville alligevel. Men der er ikke noget jeg hellere vil, end at være din. Holde din hånd. Kysse dine læber. Lytte til dig. Og elske med din krop. Du gør mig mere glad, end jeg kan beskrive. Og jeg er så pokkers forelsket i dig. Det er små ting, som får mig til at trække på smilebåndet, og tænke: "Han er perfekt". Jeg hader du ikke kan se dig selv igennem mine øjne, og se hvordan jeg ser dig. Du er perfekt i mine øjne, og jeg er så lykkelig for, at du er blevet min!

23 juli 2014 <3

Student 2014

Det hele er stadig surrealistisk - at jeg kan bære en studenterhue og har gennemført uddannelsen. For blot 6 år siden fik jeg at vide, at jeg aldrig kunne blive til noget. At jeg var for doven og dum. Min lærer glemte dengang at tænke på, at jeg på daværende tidspunkt havde en svær periode, hvor jeg ikke engang kunne holde tanken om mig selv ud. Jeg kom på Askov efterskole, og jeg kan ikke takke lærerne der nok. De gav mig selvtillid, glæde og lærdom og scorede lækre karakterer. De gav mig styrken til at starte en kamp. Den har jeg nu vundet - 3 hårde år men med glæde, kærlighed og venskaber for livet. Jeg takker hele min familie, mine venner og mig selv for at have troet på mig og hjulpet mig igennem op og nedture!

Jeg er student – jeg er fucking student! Den røde hue har sat på mit hoved. Jeg har været til studenterfester, der er holdt fest for mig og studenterkørsel. Jeg har i den seneste tid været så mange ting igennem, og fejret at jeg har vundet min kamp. Jeg er så stolt af mig selv stadigvæk. Jeg er så stolt over, at jeg har gennemført det hele. Jeg er optaget på uddannelse, og jeg kan komme videre med mit liv. Jeg er lykkelig. Jeg har de bedste venner, den dejligste familie og den sødeste fyr i mit liv pt. Lad dette vare ved. Lad opture og medgang vare ved. Jeg har fandeme fortjent det. Jeg har fortjent det hele. Jeg kom, jeg så, jeg sejrede!

Forelsket

“Because the possibility. 

That you would ever feel the same way about me. 

It's just too much - just too much. Why do I keep running from the truth? 

All I ever think about is you.

You got me hypnotized - so mesmerized. 

And I've just got to know! 

Do you ever think - when you're all alone. 

All that we could be? 

Where this thing could go? 

Am I crazy or falling in love? 

Is it real or just another crush? 

Do you catch a breath - when I look at you? 

Are you holding back- like the way you do? ¨

Because I'm trying, trying to walk away. 

But I know this crush ain't going away”. 

 Mine følelser for dig bliver større for dag til dag. Jeg er bange. Bange for mine følelser. For at miste dig. For at have dig. For det hele. Du kigger så tit på mig og spørger hvad der er galt. Og jeg er bange for at svare dig. Bange for at fortælle dig om mine følelser, at jeg er bange for at være glad for dig. Ikke fordi jeg tror du nogensinde vil komme til at såre mig, men bange for jeg måske ikke er det, du i sidste ende søger. Du fortæller mig, at du aldrig har haft det sådan før. Det har jeg heller ikke. Jeg har aldrig været bange for at holde af en. Jeg har aldrig været bange for kærlighed før. Ikke på den her måde i hvert fald. Du lyser min verden op, og jeg elsker når du kysser mig. Jeg elsker når du kærtegner min krop. Jeg elsker når du holder mig ind til dig. Jeg elsker at høre dig snakke. Jeg elsker at gå ture med dig. Jeg elsker hvordan du rynker på brynene, når du koncentrere dig. Jeg elsker at tilbringe min tid med dig. Jeg vil dig. Og jeg er så glad for du også vil mig. Du passer på mig, og jeg løfter dig op. Løfter dig op sammen med mig, og svæver. Det må den der lyserøde sky der.

Du er en ener!

Det kan ikke rigtigt forklares med ord. Jeg vil gerne, men lige så snart jeg prøver, så er det som om, at ordene forsvinder. Jeg vil gerne kunne fortælle hvor glad, jeg er for dig. Kun dig. Det var ikke meningen, at det skulle ske. Ikke at det nogensinde er meningen, men jeg troede aldrig, at jeg skulle falde for dig. Du har været sød længe, sød mod mig. Og det irriterede mig hvordan jeg fandt dig interessant. Du fandt også mig interessant. Du kyssede mig en aften, og jeg kunne mærke hvordan sommerfuglene i maven begyndte. Men jeg havde ikke regnet med, at det nogensinde skulle blive til mere. Jeg takker alkohol for, at jeg kontaktede dig få dage efter. Den nat sov jeg i dine arme. Den nat var jeg tæt på din krop. Den nat forandrede det hele sig. Men jeg turde ikke forelske mig helt, jeg turde ikke give mig hen. Jeg har så mange gange brændt nallerne, og jeg har så mange gange stået med tårer ned af kinderne, fordi jeg igen er blevet leget med. Jeg fortalte dig en aften, vi lå nøgne i min seng, at jeg var tæt på at falde for dig, men at jeg var bange for du ikke greb mig. Dit svar skubbede mig ud over kanten. ”Du kan bare falde, jeg skal nok gribe dig på bunden, fordi jeg er faldet”. Du gør mig så glad allerede, og jeg er bange. Og selvom du ligger og nusser mig ryggen, og fortæller mig jeg er dejlig. Og at du ligger armene om mig foran andre og kysser mig blidt i håret. Så er jeg bange. Det her er så nyt og skønt. Og jeg vil ikke miste dig. Du har sat en hel zoologisk have ind i maven på mig, et permanent smil på mine læber og en følelse af perfektion. Du fuldender min personlighed. Tak!