Falske venner, hvorfor?

Jeg hader at virke. som den negative. Men det her indlæg bliver nok med et strejf af negativitet plus moms.

Jeg sad på Facebook her til aften. Og besluttede mig for at køre igennem min egen side, for at se hvad der er foregået de sidste mange år. Jeg faldt over gamle sange jeg har delt, gamle kærester og ikke mindst gamle veninder. Utroligt mange af opslagene slutter med et for evigt. Det fik mig til at tænke. Jeg har aldrig rigtigt været typen med mange veninder, jeg har aldrig stolet på ret mange. Det har også resulteret, at jeg ikke havde venskaber i ret lang tid af gangen. Hvilket jo et eller andet sted er sørgeligt. Men allerede knuden i maven der vokser over tanker og grunde til at afslutte venskaber, gør mig kun endnu mere fast i mine beslutninger. Jeg kommer nok aldrig til at vælte mig i 10 tætte veninder, og tanken om andre tror de gør, får mig til at grine indvendig. Jeg hader at være den der siger det, men dem du tror der står der nærrest – er oftest også dem der bagtaler dig mest, og som lyver mest for dig. Jeg er ingen helgen selv. Men jeg vil hellere have 2 tætte veninder, og en masse bekendte, end jeg skal ende i en vennekreds som den sidste. Hvor drama, bagtaleri og knuste løfter var det som holdte sammen på gruppen. Og det var ikke engang altid pigerne, som der var værst.

Øv. Måske havde pigerne på kostskolen ret – jeg er en forever alone-type, men jeg vil hellere være alene, end omgivet af falske mennesker. Jeg syntes det er nok min familie kan være så falsk.

Men den triste del er, at nogen gange ville jeg gerne være en del af en falsk pige gruppe. Kun fordi følelsen af, at høre til blandt nogen kunne være rart.