Frygter tilbagefald til ensomheden

Jeg sad her til aften og snakkede med min bedste veninde omkring fortid. Hvordan vi begge to havde været nogle ting igennem - ikke de samme - men vi kunne drage fælles følelser igennem det hele. Da hun i 2009 kørte galt, og gennemgik et kæmpe helvede - følte hun sig mere alene end noget andet. Der var ingen, som var der for hende. Det gav mig flashback til min årelange depression. Jeg var 13 år gammel, da jeg gik ned i en depression, og jeg smed ført medicinen, da jeg var 16. Først da jeg var 16, mente min læge, at jeg var klar til at leve et liv uden antidepressiv. Jeg var lykkelig, da jeg var færdig med at troppe ud af medicinen. Selvom jeg godt nok det sidst stykke tid bare stoppede med at tage det. Jeg gad ikke mere. Set i bakspejlet var det måske for tidligt, men det var sådan det var.

Da jeg var i en depression, var jeg meget alene. Ikke fordi min familie ikke var der, fordi de prøvede virkelig på at trænge igennem. Men mange af mine veninder og venner faldt fra, da jeg ikke længere havde det samme overskud længere. Mange faldt fra fordi jeg ikke længere kunne være der for dem, og mange faldt fra fordi de simpelthen ikke kunne overskue det. Nok er det vel forståeligt, men dog ikke tilgivelig. Jeg frygter derfor den dag at ende tilbage i depression, få et tilbagefald og ende med at være alene. Den ensomhed jeg følte dengang, sidder stadig dybt begravet i mit hjerte. Og jeg er derfor den dag i dag glad for, at jeg kan klare mig selv. Jeg behøver ikke mange venner i mit liv, jeg har de nærmeste. Og de vil med garanti stå der for mig hvis jeg en dag skulle få et tilbagefald. Min depression lærte mig forskellen på folk man tilbringer tid med og venner. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke mange venner havde. Sørgeligt..

Godt nok fik jeg et kort tilbagefald for nogle måneder siden, hvor jeg kom på medicin. Men den tager jeg ikke mere. Jeg fortalte min læge, at jeg ikke kunne overskue i mit hoved, at skulle til at være afhængig af medicin igen. Han forstod mig godt. Og vi blev enige om, at jeg skulle kontakte ham, hvis jeg fik det rigtigt skidt igen. Det er heldigvis ikke sket, og jeg håber af hele hjertet, at det heller ikke bliver tilfældet. Jeg vil være stærk.