Jeg er træt af det hele

Jeg overlever hver dag. Men kun fordi jeg kæmper. Jeg kæmper hver dag. Kæmper for at stå op og tage tøj på. Gå ud af døren, og begive mig ud blandt andre mennesker. Jeg er træt af jeg ikke kan give mig til noget, tankerne bedøver min hjerne og gør det svært at fungere blandt andre mennesker. Jeg er træt af at folk påstår at de forstår mig, at de forstår at jeg har det som jeg har det, når de tydeligvis ikke gør det. At jeg stadigvæk er ked af det, og har svært ved at give slip. Jeg er træt af folk ikke tager mig alvorligt, og mine tanker og følelser åbenbart er "normale" og der er mange der har det sådan. Men det er løgn. Jeg er træt af folk siger det bare skal bearbejdes, og at jeg nok skal komme igennem det. Hvorfor er jeg så aldrig kommet videre? Hvorfor sidder jeg stadig fast i fortiden, og hvorfor skal nutidens problemer bare proppes ovenpå? Jeg er træt af jeg ikke kan tage imod nogen hjælp, eller kan finde ud af at sige hjælp. Jeg er træt af at tænke sådan her, og at andre får livet til at lyde som det nemmeste i verden at ændre på. Jeg trænger til at nyde små ting, til at nyde mig selv - og ikke mindst trænger jeg til at kunne give slip. Jeg trænger til at få livet tilbage. Til at få glæden tilbage. Til at få mig tilbage. Jeg er træt af det hele de her dage, og det gør ikke just min tilværelse lettere. Jeg har brug for en redningsmand, men hvor er han/hun henne? Min hjerne er bedøvet, og jeg kan snart ikke tænke klart mere. Hvorfor skal jeg have det sådan her igen?