Kære dagbog, nu er dagen ved at slutte. Jeg sidder og stirre tomt på uret, i håbet om at det vil gå stærkere. Selvom jeg gerne vil i seng, går jeg aldrig i seng før det er passende i mit hoved. Min dag har været lang. Jeg er omgivet af mennesker som jeg rent faktisk ikke kan fordrage. Jeg snakker pænt til dem og smiler. Facade. Jeg er bange for at hvis de lære mig at kende og omvendt, at jeg rent faktisk ville kunne lide dem - men de vil ikke kunne lide mig. Det er nemmere at ikke kunne lide folk, end at kunne lide dem. Fordi så bliver man ikke såret, der er ingen skuffelser. Hvis man ikke forventer noget af nogen, så kommer der ingen skuffelser. Jeg forventer ikke folk kan lide mig, men nok mest af alt jeg faktisk ikke selv kan lide ret mange. Jeg gik fra at være totalt social, til ikke at gide at være sammen med nogle. Aftner sidder jeg tit hjemme og stirre ud i luften. Jeg gider ingenting. Jeg græder mig i søvn i nat. Det har jeg lyst til.
Tænd for musikken - sluk verden.
