Men følelsen af mindreværd, er heller ikke fremmed for nogen..

Jeg er åbenbart dømt til at være alene og ulykkelig.

Jeg er videre over ham, han kan rage mig en høstblomst.

Men at begynde at "date" igen er svært.

Jeg finder altid de forkerte, eller de forkerte finder mig.

Jeg kan ingen gnist finde.

Og når den er ved at være der, så bliver jeg pisset op og ned af ryggen.

Er jeg virkelig dømt til at være intet værd?

Fordi jeg føler sådan.

Men følelsen af mindreværd, er heller ikke fremmed for nogen..

Fuck kærlighed

Fuck blide kys mellem fremmede.

Fuck sommerfugle i maven.

Fuck alting.

Jeg vil nok i sidste ende også helst være alene... tror jeg.

Måske er det derfor hankøn behandler mig som de gør.

Fordi de ikke kan trænge ingennem, og ikke ved hvor de har mig.

Men jeg er stadig bange.

Mit hjerte er ikke helt.