Det er som kanonslag i maven, hver evig eneste gang dit navn dukker op. Hver gang et billede af dig dukker op, ja noget så åndvagt når folk poster sange, som du og jeg hørte. Jeg hader facebook, fordi jeg er venner med folk som omgives dig. Du er over det hele, jeg har ikke et minuts fred. Og jeg græder indeni hver gang jeg ser at du lever fint uden mig. Det er så svært for mig at acceptere, at jeg ikke længere betyder noget for dig. Hvordan jeg blev degraderet fra "dit et og alt" til det rene ingenting. Jeg hader mig selv, for at have mistet dig. Men jeg måtte ikke kæmpe for dig, fordi i sidste ende er du ikke det værd. I sidste ende fortjener jeg mere. Fordi den person jeg troede du var, var bare skuespil. Og jeg må indrømme at jeg hoppede på den. Og jeg hader mig for det, det gør jeg virkelig. Hvordan kunne jeg være så dum. Det er som kanonslag i maven, hver gang jeg tænker på hvor meget jeg stolede på dig. Og hvor meget jeg elsker dig. For jeg elsker dig. Selvom det er over 4 måneder siden at jeg rørte dig sidste gang, kyssede dig og elskede med dig. Så elsker jeg dig stadig, og det stopper jeg aldrig med. Selvom den jeg elsker slet ikke er dig. Du var en løgn, jeg druknede mig i. Og jeg har skrevet det før, at hvis du nogensinde forlod mig, så var jeg bange for jeg aldrig kunne komme op igen. Det er løgn, jeg er dog stærkere end jeg troede. Men du var også dummere end jeg vidste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar