Jeg hader mig selv. Jeg hader mig selv for at være for følsom. For at tage alting personligt, også selvom det bare er for sjov. Men jeg kan ikke gøre for det. Jeg er det mest sarkastiske menneske på jorden, og jeg er optimistisk omkring alt. På nær mig selv. Jeg kan altid finde lys, når det omhandler alle andre end mig selv. Jeg kan altid finde på noget at sige, og selvom mine skuldre er små, så er de stærke nok til at bære tårer. Mine veninder kommer til mig når de er kede af det, og for at få råd. Råd jeg i sidste ende burde bruge på mig selv. Jeg burde give mig selv lov til, at græde ud på andres skuldre. I stedet for at sidde krøllet sammen i bruseren og skal kæmpe mig selv op igen. Men det har jeg altid gjort, kæmpet. Og det vil jeg blive ved med til det sidste. Ingen skal få mig ned, ikke engang mit eget hoved. Jeg er en kvinde nu, og jeg er nødt til at opføre mig som en. Være stærk og stolt. Det er bare svære end det så ud til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar