Jeg er faktisk dårlig til at holde hvad jeg lover.

Jeg lover mig selv og andre noget hver dag. I mandags lovede jeg min onkel at komme og hente min cykel i dag. Det har jeg ikke fået gjort. Jeg har lovet mig selv at begynde at blogge noget mere. Jeg har lovet min kæreste, at fortælle ham når jeg er ked af det over noget. Også selvom det pga. ham. Jeg har lovet min mor at tænke mere på mig selv. Det gør jeg stadigvæk ikke. Jeg har lovet mig selv, at jeg skal stoppe med at tænke over hvad andre tænker om mig. Jeg har lovet mig selv, at jeg skal begynde at stole mere på folk omkring mig. Jeg har lovet mig selv at spise sundere. Jeg har lovet mig selv jeg skal til at gøre noget ved min vægt. Jeg har lovet mig selv at jeg skal begynde at tage vitaminpiller. Jeg holder det ikke. Det er ikke fordi jeg ikke prøver. Jeg prøver hver dag. Men jeg er så træt. Jeg er træt helt ind i sjælen. Ikke af livet. Langt fra. Jeg elsker hvordan mit liv er. Jeg har de dejligste venner, den dejligste kæreste, den dejligste familie (ihvertfald den del der gider mig) og jeg er i gang med drømme uddannelsen. Men jeg er bare så træt. Jeg tror det er fordi jeg ikke er vant til at være så glad hele tiden. Jeg kan vitterligt ikke huske hvornår jeg sidst har haft det så godt. Og det er absurd, at det at jeg er glad gør mig træt. Det er absurd at det dræner mig. Det er absurd jeg giver løfter, som jeg virkelig gerne vil kunne overholde, men simpelthen ikke kan finde overskuet til det. 

Men liv og glade dage. Min kæreste har købt en bil til mig. Så når jeg selvfølgelig består min kørekort på tirsdag, har min egen bil at køre i! Jubi!

Og så er jeg i gang med at lave hemmeligheder med min mor, bonusfar og min kæreste. Jeg glæder mig til d. 22 april... Virkelig!

Frygter tilbagefald til ensomheden

Jeg sad her til aften og snakkede med min bedste veninde omkring fortid. Hvordan vi begge to havde været nogle ting igennem - ikke de samme - men vi kunne drage fælles følelser igennem det hele. Da hun i 2009 kørte galt, og gennemgik et kæmpe helvede - følte hun sig mere alene end noget andet. Der var ingen, som var der for hende. Det gav mig flashback til min årelange depression. Jeg var 13 år gammel, da jeg gik ned i en depression, og jeg smed ført medicinen, da jeg var 16. Først da jeg var 16, mente min læge, at jeg var klar til at leve et liv uden antidepressiv. Jeg var lykkelig, da jeg var færdig med at troppe ud af medicinen. Selvom jeg godt nok det sidst stykke tid bare stoppede med at tage det. Jeg gad ikke mere. Set i bakspejlet var det måske for tidligt, men det var sådan det var.

Da jeg var i en depression, var jeg meget alene. Ikke fordi min familie ikke var der, fordi de prøvede virkelig på at trænge igennem. Men mange af mine veninder og venner faldt fra, da jeg ikke længere havde det samme overskud længere. Mange faldt fra fordi jeg ikke længere kunne være der for dem, og mange faldt fra fordi de simpelthen ikke kunne overskue det. Nok er det vel forståeligt, men dog ikke tilgivelig. Jeg frygter derfor den dag at ende tilbage i depression, få et tilbagefald og ende med at være alene. Den ensomhed jeg følte dengang, sidder stadig dybt begravet i mit hjerte. Og jeg er derfor den dag i dag glad for, at jeg kan klare mig selv. Jeg behøver ikke mange venner i mit liv, jeg har de nærmeste. Og de vil med garanti stå der for mig hvis jeg en dag skulle få et tilbagefald. Min depression lærte mig forskellen på folk man tilbringer tid med og venner. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke mange venner havde. Sørgeligt..

Godt nok fik jeg et kort tilbagefald for nogle måneder siden, hvor jeg kom på medicin. Men den tager jeg ikke mere. Jeg fortalte min læge, at jeg ikke kunne overskue i mit hoved, at skulle til at være afhængig af medicin igen. Han forstod mig godt. Og vi blev enige om, at jeg skulle kontakte ham, hvis jeg fik det rigtigt skidt igen. Det er heldigvis ikke sket, og jeg håber af hele hjertet, at det heller ikke bliver tilfældet. Jeg vil være stærk.

Han er min.

Alle dine skævheder er det der gør dig så fandes speciel og det der gør mig så hammerende forelsket. Det er blandt andet dem, som var grunden til, at jeg svarede ja, da du spurgte om jeg ville være din. Tårerne trillede ned af mine kinder, da du spurgte og du blev bange for, at jeg slet ikke ville alligevel. Men der er ikke noget jeg hellere vil, end at være din. Holde din hånd. Kysse dine læber. Lytte til dig. Og elske med din krop. Du gør mig mere glad, end jeg kan beskrive. Og jeg er så pokkers forelsket i dig. Det er små ting, som får mig til at trække på smilebåndet, og tænke: "Han er perfekt". Jeg hader du ikke kan se dig selv igennem mine øjne, og se hvordan jeg ser dig. Du er perfekt i mine øjne, og jeg er så lykkelig for, at du er blevet min!

23 juli 2014 <3

Forelsket

“Because the possibility. 

That you would ever feel the same way about me. 

It's just too much - just too much. Why do I keep running from the truth? 

All I ever think about is you.

You got me hypnotized - so mesmerized. 

And I've just got to know! 

Do you ever think - when you're all alone. 

All that we could be? 

Where this thing could go? 

Am I crazy or falling in love? 

Is it real or just another crush? 

Do you catch a breath - when I look at you? 

Are you holding back- like the way you do? ¨

Because I'm trying, trying to walk away. 

But I know this crush ain't going away”. 

 Mine følelser for dig bliver større for dag til dag. Jeg er bange. Bange for mine følelser. For at miste dig. For at have dig. For det hele. Du kigger så tit på mig og spørger hvad der er galt. Og jeg er bange for at svare dig. Bange for at fortælle dig om mine følelser, at jeg er bange for at være glad for dig. Ikke fordi jeg tror du nogensinde vil komme til at såre mig, men bange for jeg måske ikke er det, du i sidste ende søger. Du fortæller mig, at du aldrig har haft det sådan før. Det har jeg heller ikke. Jeg har aldrig været bange for at holde af en. Jeg har aldrig været bange for kærlighed før. Ikke på den her måde i hvert fald. Du lyser min verden op, og jeg elsker når du kysser mig. Jeg elsker når du kærtegner min krop. Jeg elsker når du holder mig ind til dig. Jeg elsker at høre dig snakke. Jeg elsker at gå ture med dig. Jeg elsker hvordan du rynker på brynene, når du koncentrere dig. Jeg elsker at tilbringe min tid med dig. Jeg vil dig. Og jeg er så glad for du også vil mig. Du passer på mig, og jeg løfter dig op. Løfter dig op sammen med mig, og svæver. Det må den der lyserøde sky der.

Hun fortæller sig selv....

Hun fortæller sig selv, hun ikke savner ham. Men inderst inde skriger hendes hjerte efter ham. 

 Hun fortæller sig selv, hun har glemt ham. Men alligevel minder alting hende om ham.

Hun fortæller sig selv, hun har glemt deres tid sammen. Men alligevel sulter hun efter at opleve det igen. 

Hun fortæller sig selv, hun ikke elsker ham mere. Men alligevel græder hun ved hver sang der minder hende om ham.

Hun fortæller sig selv, smerten er væk. Men alligevel føler hun smerten i hjertet, når hun ser ham. 

Hun fortæller sig selv, hun hader ham. Men alligevel kan hun kun smile når hun ser ham. 

Hun fortæller sig selv, hun aldrig tænker på ham mere. Men alligevel ser hun ham i hvert et vindue. 

Hun fortæller sig selv, hun er stærk nok til at klare det hele. Men alligevel sker det at hun bryder sammen i gråd. 

Hun fortæller sig selv, han intet betyder mere. Men alligevel ville hun dø for bare at være sammen med ham én gang til. 

Hun fortæller sig selv, hun er ligeglad med ham. Men alligevel ved hun godt at det i virkeligheden er ham der er ligeglad med hende

Jeg er i en depression nu...

I et af mine sidste indlæg skrev jeg om min frygt, at få stemplet depression i panden igen. Og min frygt var god nok. Jeg var ved lægen i mandags, og vi havde en lang snak omkring hvad der har forgået og hvad der forgår i mit liv pt. Og han blev enig med sin kollega om, at udskrive depression med søvndryssende medicin til mig. Jeg er totalt smadret indeni. Det at gå og have det skidt, uden label er fint nok. Men når man ved det er noget, så er det som om det bliver værre. Jeg sover hele tiden pga. medicinen og er nødt til at sætte alarm i weekenden, for ikke at sove hele dagen væk. Mit liv smuldre omkring mig, og jeg har brug for at komme væk. Jeg har bare ikke pengene til at flygte nogensteder hen...

I det mindste kan jeg sove nu... Man skal vel se lidt lyst på omstændighederne...

Burhan G feat. Medina - Mest ondt.

For det der gør mest ondt, det ved jeg ikke engang. Tanken om at du ikke længere er min gør ondt. At det ikke er mig du fortæller du elsker mere, og at det ikke er mig du elsker med. Ikke mig som du kysser blidt og holder om. Stod det til mig var du stadig her. Vi ville følge hinanden ikke gå fra hinanden. Stod det til mig var det mig du holdte om i nat. Det gør så ondt, at tænke på hvor ligegyldig jeg egentligt var for dig i sidste ende. Du har fået det det bedste af alting af hvad jeg kunne give dig. Uden chancen for at få det tilbage igen. Det der gør mest ondt er alt det jeg savner nu Det du giver videre nu til en der ikke er mig. Men det der gør mest ondt Det det der gør mest ondt. Når du smiler igen elsker igen rør igen ved en der ikke er mig Når jeg ikke er din mere er det der gør mest ondt. Du forlod mig, som om jeg var det rene ingenting, og jeg forstår ikke hvordan du som menneske, kan holde dig selv ud når du behandler folk som om de er ingenting, som om det man havde med dig var ingenting. For jeg er jo ikke den første, som du gør det ved. Hvad hvis jeg venter på dig lidt endnu. Selvom jeg ved du er en andens nu. Det det der gør mest ondt. Jeg forstår ikke hvad du ser i hende. Hun er hverken køn eller noget. Også er hun så meget yngre end dig, at det er blevet klamt. Hvorfor var jeg ikke god nok længere?

Daughtry - September

Husker du? Hvordan vi sad i din bil med vinduerne rullet ned, markerne på hver side? Du sad i dine grimme shorts, jeg har aldrig hadet et stykke tøj mere end dine shorts. Også din obligatoriske sorte cap. Jeg sad og sang med. Imens du sad med hånden på mit skød. Det var sommer, og du fortalte mig jeg var smuk. Minder og flash backs ryger igennem hovedet, imens tårerene triller ned af kinderne. Giv mig sommer tilbage, giv mig dig tilbage. Hvorfor vil du ikke have mig mere?

Har jeg fået en depression?

Og det skete. Jeg gav op. Hvem skulle have troet det. Jeg åbnede en lille smule op for min mor, og vi blev enige om, at jeg er nødt til at søge lægehjælp. Min mor mener, at selvom jeg er stærk - så er der visse ting man ikke skal gå med selv. Så hun ringede til min læge og bestilte tid. Ellers var det aldrig blevet gjort. På mandag kl. 15:00. Så nu skal jeg ned og snakke med en fremmed om hvordan jeg blev forladt, stod hjemløs, hvorefter at skulle opbygge en ny tryghedsbase, skole stress og 2 måneder med søvnløshed. Og jeg kender allerede svaret, og jeg ved ikke engang om svaret er løgn. Depression.. Jeg har været der før, men alligevel google jeg det. Og adskillige ting passer på mig, og jeg brød ud i gråd. Jeg tog teste på nettet, hvor de alle sammen fortæller, at jeg har en svær depression. Men det kan ikke passe. Dengang jeg havde en depression, for nogle år tilbage - var det slet ikke sådan her. Men jeg må indrømme at tomhedfølelsen er den sammen. Skal jeg virkelig til og igennem det her? Og kan jeg klare det alene? Jeg er jo helt alene. Jeg bor selv, jeg sørger for mig selv. Hvad skal der i sidste ende blive af mig?

Året 2013

Året 2013. Et år som ændrede på mange måder. Jeg droppede ud af min gamle skole, og begyndte på en ny. Jeg flyttede for første gang hjem til min fødeby efter 3 år ude. Jeg mistede min sidste bedsteforældre på årets første dag. Jeg flyttede sammen med ham, og vi fandt et andet sted at bo. Han endte med, at forlade mig og gøre mig hjemløs, efter der var gået lidt over et halvt år som roomies. Jeg knyttede mig til folk, som jeg slet ikke skulle have knyttet mig til. Jeg skulle have fulgt min mavefornemmelse. Den vidste fra starten af, at mit "nye" liv i et nyt år, nok skulle ende med at gå galt. Nu sidder jeg på årets sidste dag, og der er sket så meget. Det er en kliché, når folk siger at året har ændret en mere end andre år. Men det her år har virkelig ændret mig. Jeg sprang ud i noget, uden nogen som helst form for faldskærm. Og jeg vidste der ville være 90% chance for, at det hele ville gå galt. Og det gjorde det. Men siden midten af august, har mit liv gået stærkt. Jeg tog mig sammen. Jeg så frygten i øjnene. Jeg kæmpede mig op og stå igen. Jeg har gjort mig selv stolt på mange punkter. Og det der ikke mange, som kan sige om sig selv. Året 2013 har været et år med både gode og dårlige minder. Men en ting er sikkert, at selvom der har været rigtig mange dårlige. Så har jeg lært mig selv mere at kende.

Måske har jeg glemt det vigtigste. Måske glemte jeg mig selv. Men jeg kan starte det nye år, med nye udfordringer. Og en ny mig. Her er et lille fact: Vi kommer alle til at dø.

Og derfor er mit nytårs fortsæt: Lev hver dag, som det var den sidste.

2014 kom an....

Line og Basim - Brænder inde

Når jeg tænker tilbage til optakten inden du forlod mig. Hvordan du var som du altid var. En aften hvor vi lå i vores seng, og du nusede mig på ryggen imens du fortalte om din dag i skolen. Hvordan du prøvede, at lære mig førstehjælp og jeg intet forstod. Hvordan du kildede mig, fordi jeg ikke forstod noget. Du lagde dig oven på mig, og kyssede mig. Længe. Vi faldt i søvn med armene om hinanden, og vågnede op i hver sin ende af sengen. Som altid. Hvordan du få dage før, fortalte din onkel, at jeg var kvinden i dit liv. Hvordan du sagde til vores fælles veninde, at du elskede mig. Du fortalte mig 2 dage før vi gik fra hinanden, at jeg havde givet dig selvtillid, og at du elskede mig mere end noget andet. Vi elskede den nat. Og du vuggede mig i søvn. Det sidder printet på nethinden. Hvordan kunne du bruge mig sådan? Hvordan kunne du?

Det er som kanonslag i maven...

Det er som kanonslag i maven, hver evig eneste gang dit navn dukker op. Hver gang et billede af dig dukker op, ja noget så åndvagt når folk poster sange, som du og jeg hørte. Jeg hader facebook, fordi jeg er venner med folk som omgives dig. Du er over det hele, jeg har ikke et minuts fred. Og jeg græder indeni hver gang jeg ser at du lever fint uden mig. Det er så svært for mig at acceptere, at jeg ikke længere betyder noget for dig. Hvordan jeg blev degraderet fra "dit et og alt" til det rene ingenting. Jeg hader mig selv, for at have mistet dig. Men jeg måtte ikke kæmpe for dig, fordi i sidste ende er du ikke det værd. I sidste ende fortjener jeg mere. Fordi den person jeg troede du var, var bare skuespil. Og jeg må indrømme at jeg hoppede på den. Og jeg hader mig for det, det gør jeg virkelig. Hvordan kunne jeg være så dum. Det er som kanonslag i maven, hver gang jeg tænker på hvor meget jeg stolede på dig. Og hvor meget jeg elsker dig. For jeg elsker dig. Selvom det er over 4 måneder siden at jeg rørte dig sidste gang, kyssede dig og elskede med dig. Så elsker jeg dig stadig, og det stopper jeg aldrig med. Selvom den jeg elsker slet ikke er dig. Du var en løgn, jeg druknede mig i. Og jeg har skrevet det før, at hvis du nogensinde forlod mig, så var jeg bange for jeg aldrig kunne komme op igen. Det er løgn, jeg er dog stærkere end jeg troede. Men du var også dummere end jeg vidste.

Switchfoot - Only Hope

Og denne her sang, rammer hver evig eneste gang. Jeg ligger nu i min seng, klokken er 5:30 og jeg græder. Jeg har brug for hjælp. Det må jeg virkelig have. Det er ikke normalt, at være så følelsesladet. Jeg har overskud til alt andet end mig selv, og jeg fiser rundt for at være der for alle mulige. Men jeg er træt, og jeg kan ikke sove. Endnu en søvnløs nat. Hey Ole Lukkeøje, det er altså snart min tur til, at sove igen. Virkelig. 2 måneder med underskud på søvn, hvor de sidste 3 uger har været slemme. For helvede. Mine tårer vil slet ingen ende tage.

For mange følelser.

Jeg hader mig selv. Jeg hader mig selv for at være for følsom. For at tage alting personligt, også selvom det bare er for sjov. Men jeg kan ikke gøre for det. Jeg er det mest sarkastiske menneske på jorden, og jeg er optimistisk omkring alt. På nær mig selv. Jeg kan altid finde lys, når det omhandler alle andre end mig selv. Jeg kan altid finde på noget at sige, og selvom mine skuldre er små, så er de stærke nok til at bære tårer. Mine veninder kommer til mig når de er kede af det, og for at få råd. Råd jeg i sidste ende burde bruge på mig selv. Jeg burde give mig selv lov til, at græde ud på andres skuldre. I stedet for at sidde krøllet sammen i bruseren og skal kæmpe mig selv op igen. Men det har jeg altid gjort, kæmpet. Og det vil jeg blive ved med til det sidste. Ingen skal få mig ned, ikke engang mit eget hoved. Jeg er en kvinde nu, og jeg er nødt til at opføre mig som en. Være stærk og stolt. Det er bare svære end det så ud til.

Det har jeg ihvertfald brug for......

Jeg er naiv.

Du siger, at du er lykkelig nu. At du er forelsket i hende, og at du vil være hendes kæreste. Men det er sagt så mange gange før. Du har sagt de ord så mange gange før. Hver gang du kalder en kvinde speciel, er jeg ved at brække mig. Du ved ikke hvad ordet speciel betyder. Og du knuser hjerter omkring dig, når du bruger ord du ikke ved hvad betyder. Og jeg troede på dem engang. Jeg troede på dig når du fortalte mig, at du elskede mig når du tegnede hjerter på mine skuldre. Jeg druknede i dine løgne, og slugte dem en efter en. Da du fortalte dine forældre vi var blevet forlovet dengang, tog du min hånd under bordet og smilede dit charmerende smil. Der efter hviskede du i mit øre: "Du er kvinden". Du havde fortalt dengang før vi blev kærester, at du ledte efter kvinden der kunne ændre dig. Der kunne ændre dine gamle rutiner, og din player stil. Og jeg fik titlen. Du fortalte flere gange til både mig, dine venner og din familie, at jeg var kvinden du ville blive gammel med. Som skulle være mor til dine børn, og som du elskede mere end noget andet. Du kaldte mig din lykke, og solen i dit mørke sind. Nu siger du det til en anden kvinde, og jeg brækker mig. Men jeg ved ikke af hvad. At jeg troede på det, eller at du siger det til alle dem, som du har været sammen med. Jeg er naiv. Desværre.

Jeg er træt af det hele

Jeg overlever hver dag. Men kun fordi jeg kæmper. Jeg kæmper hver dag. Kæmper for at stå op og tage tøj på. Gå ud af døren, og begive mig ud blandt andre mennesker. Jeg er træt af jeg ikke kan give mig til noget, tankerne bedøver min hjerne og gør det svært at fungere blandt andre mennesker. Jeg er træt af at folk påstår at de forstår mig, at de forstår at jeg har det som jeg har det, når de tydeligvis ikke gør det. At jeg stadigvæk er ked af det, og har svært ved at give slip. Jeg er træt af folk ikke tager mig alvorligt, og mine tanker og følelser åbenbart er "normale" og der er mange der har det sådan. Men det er løgn. Jeg er træt af folk siger det bare skal bearbejdes, og at jeg nok skal komme igennem det. Hvorfor er jeg så aldrig kommet videre? Hvorfor sidder jeg stadig fast i fortiden, og hvorfor skal nutidens problemer bare proppes ovenpå? Jeg er træt af jeg ikke kan tage imod nogen hjælp, eller kan finde ud af at sige hjælp. Jeg er træt af at tænke sådan her, og at andre får livet til at lyde som det nemmeste i verden at ændre på. Jeg trænger til at nyde små ting, til at nyde mig selv - og ikke mindst trænger jeg til at kunne give slip. Jeg trænger til at få livet tilbage. Til at få glæden tilbage. Til at få mig tilbage. Jeg er træt af det hele de her dage, og det gør ikke just min tilværelse lettere. Jeg har brug for en redningsmand, men hvor er han/hun henne? Min hjerne er bedøvet, og jeg kan snart ikke tænke klart mere. Hvorfor skal jeg have det sådan her igen?

♥♥

Jeg vil altid være her for dig.

"Jeg vil altid være her, for dig".

Sætningen sidder fast i hovedet, og eksplodere gang på gang. I eksplosionen, eksplodere vreden inde i mig. Hvor er du henne nu? Når jeg har allermest brug for dig. Jeg hader, at du ikke er her lige nu. Til at samle mig op, fordi den eneste der kan det lige nu. Det er dig. Det vil altid være dig, fordi det er dig, som er skyld i det. Hvordan skal jeg kunne blive trøstet, når den eneste person der kan trøste mig, selv er skyld i tårerne.

"Du kan altid regne med mig".

Eksplosion. Tusindevis af minder, fare rundt i hovedet, men bliver til sidst erstattet med det sidste blik du gav mig. Det blik du gav mig, i stedet for en undskyldning. Jeg fortryder, at jeg aldrig fik fortalt dig hvad jeg føler. Hvad jeg følte, da du gik, som om jeg aldrig havde betydet noget for dig. Det blik som var fyldt med sorg og skam. Jeg har stadig svært ved, at sætte tingene sammen inde i hovedet. Hvordan kunne du den ene dag kalde mig for dit liv, og kvinden du ville blive gammel sammen med - og dage efter kassere mig, som om jeg var skrald. Hvordan kunne du stoppe med at elske mig så hurtigt? Lær mig hvordan, sådan jeg kan give slip. Du er nødt til, at lad mig give slip på dig. Ellers ender jeg med at drukne.

Jeg hader hende.

Jeg kender hende ikke, men jeg hader hende. Jeg ved ikke hvem hun er, eller hvad hun står for. Jeg ved ikke hvordan, hun er at være sammen med. Jeg ved ikke hvordan hun griner, og om hun slår med håret, når hun gør det. Jeg kender ikke til hendes humor, eller hendes holdninger til livet. Jeg ved ikke om hun er en god veninde, og om hun er der for dem hun elsker. Jeg ved ikke hvordan hun er, når hun er ked af det eller glad. Jeg ved ikke hvordan hun reagere, når nogen forskrækker hende. Jeg ved ikke hvad film hun kan lide at se, eller hvad for noget musik hun høre. Jeg ved ikke hvad hun laver i dagligdagen, og hvordan hendes fritid hænger sammen. Jeg ved ikke om hun er klog, og gør sig umage i skolen. Jeg ved ikke om hun laver god mad, eller brænder maden på. Jeg ved ikke hvad hendes ynglingsslik er, og om hvad hun drikker af sodavand. Jeg ved ikke om hun griner, når hun bliver kildet. Og jeg ved ikke hvad der kan gøre hende sur. Jeg ved ikke hvem hun er. 

Det eneste jeg ved er at hun har dig, og at du er hendes. Og jeg hader hende. Ikke for den hun er, for jeg kender hende ikke. Men fordi hun har alt det som jeg gerne vil have. Hun har dig, og det hader jeg hende for.