Frygter tilbagefald til ensomheden

Jeg sad her til aften og snakkede med min bedste veninde omkring fortid. Hvordan vi begge to havde været nogle ting igennem - ikke de samme - men vi kunne drage fælles følelser igennem det hele. Da hun i 2009 kørte galt, og gennemgik et kæmpe helvede - følte hun sig mere alene end noget andet. Der var ingen, som var der for hende. Det gav mig flashback til min årelange depression. Jeg var 13 år gammel, da jeg gik ned i en depression, og jeg smed ført medicinen, da jeg var 16. Først da jeg var 16, mente min læge, at jeg var klar til at leve et liv uden antidepressiv. Jeg var lykkelig, da jeg var færdig med at troppe ud af medicinen. Selvom jeg godt nok det sidst stykke tid bare stoppede med at tage det. Jeg gad ikke mere. Set i bakspejlet var det måske for tidligt, men det var sådan det var.

Da jeg var i en depression, var jeg meget alene. Ikke fordi min familie ikke var der, fordi de prøvede virkelig på at trænge igennem. Men mange af mine veninder og venner faldt fra, da jeg ikke længere havde det samme overskud længere. Mange faldt fra fordi jeg ikke længere kunne være der for dem, og mange faldt fra fordi de simpelthen ikke kunne overskue det. Nok er det vel forståeligt, men dog ikke tilgivelig. Jeg frygter derfor den dag at ende tilbage i depression, få et tilbagefald og ende med at være alene. Den ensomhed jeg følte dengang, sidder stadig dybt begravet i mit hjerte. Og jeg er derfor den dag i dag glad for, at jeg kan klare mig selv. Jeg behøver ikke mange venner i mit liv, jeg har de nærmeste. Og de vil med garanti stå der for mig hvis jeg en dag skulle få et tilbagefald. Min depression lærte mig forskellen på folk man tilbringer tid med og venner. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke mange venner havde. Sørgeligt..

Godt nok fik jeg et kort tilbagefald for nogle måneder siden, hvor jeg kom på medicin. Men den tager jeg ikke mere. Jeg fortalte min læge, at jeg ikke kunne overskue i mit hoved, at skulle til at være afhængig af medicin igen. Han forstod mig godt. Og vi blev enige om, at jeg skulle kontakte ham, hvis jeg fik det rigtigt skidt igen. Det er heldigvis ikke sket, og jeg håber af hele hjertet, at det heller ikke bliver tilfældet. Jeg vil være stærk.

Kære dagbog....

Kære dagbog, nu er dagen ved at slutte. Jeg sidder og stirre tomt på uret, i håbet om at det vil gå stærkere. Selvom jeg gerne vil i seng, går jeg aldrig i seng før det er passende i mit hoved. Min dag har været lang. Jeg er omgivet af mennesker som jeg rent faktisk ikke kan fordrage. Jeg snakker pænt til dem og smiler. Facade. Jeg er bange for at hvis de lære mig at kende og omvendt, at jeg rent faktisk ville kunne lide dem - men de vil ikke kunne lide mig. Det er nemmere at ikke kunne lide folk, end at kunne lide dem. Fordi så bliver man ikke såret, der er ingen skuffelser. Hvis man ikke forventer noget af nogen, så kommer der ingen skuffelser. Jeg forventer ikke folk kan lide mig, men nok mest af alt jeg faktisk ikke selv kan lide ret mange. Jeg gik fra at være totalt social, til ikke at gide at være sammen med nogle. Aftner sidder jeg tit hjemme og stirre ud i luften. Jeg gider ingenting. Jeg græder mig i søvn i nat. Det har jeg lyst til.

Tænd for musikken - sluk verden.

Jeg er i en depression nu...

I et af mine sidste indlæg skrev jeg om min frygt, at få stemplet depression i panden igen. Og min frygt var god nok. Jeg var ved lægen i mandags, og vi havde en lang snak omkring hvad der har forgået og hvad der forgår i mit liv pt. Og han blev enig med sin kollega om, at udskrive depression med søvndryssende medicin til mig. Jeg er totalt smadret indeni. Det at gå og have det skidt, uden label er fint nok. Men når man ved det er noget, så er det som om det bliver værre. Jeg sover hele tiden pga. medicinen og er nødt til at sætte alarm i weekenden, for ikke at sove hele dagen væk. Mit liv smuldre omkring mig, og jeg har brug for at komme væk. Jeg har bare ikke pengene til at flygte nogensteder hen...

I det mindste kan jeg sove nu... Man skal vel se lidt lyst på omstændighederne...

Har jeg fået en depression?

Og det skete. Jeg gav op. Hvem skulle have troet det. Jeg åbnede en lille smule op for min mor, og vi blev enige om, at jeg er nødt til at søge lægehjælp. Min mor mener, at selvom jeg er stærk - så er der visse ting man ikke skal gå med selv. Så hun ringede til min læge og bestilte tid. Ellers var det aldrig blevet gjort. På mandag kl. 15:00. Så nu skal jeg ned og snakke med en fremmed om hvordan jeg blev forladt, stod hjemløs, hvorefter at skulle opbygge en ny tryghedsbase, skole stress og 2 måneder med søvnløshed. Og jeg kender allerede svaret, og jeg ved ikke engang om svaret er løgn. Depression.. Jeg har været der før, men alligevel google jeg det. Og adskillige ting passer på mig, og jeg brød ud i gråd. Jeg tog teste på nettet, hvor de alle sammen fortæller, at jeg har en svær depression. Men det kan ikke passe. Dengang jeg havde en depression, for nogle år tilbage - var det slet ikke sådan her. Men jeg må indrømme at tomhedfølelsen er den sammen. Skal jeg virkelig til og igennem det her? Og kan jeg klare det alene? Jeg er jo helt alene. Jeg bor selv, jeg sørger for mig selv. Hvad skal der i sidste ende blive af mig?