Farvel teenagesår.

Det med blandede følelser i maven. Om et kvarter slår klokken 12, og jeg har fødselsdag. Jeg fylder 20 år. Det føltes som i går jeg begyndte i skole, blev konfirmeret eller student. Men det hele ligger så fjernt nu. Jeg er talmæssig færdig i mine teenagesår. Og de har været lange, smertefulde, glædelig og oplevelsesrige. Jeg begynder en ny talrække, men heldigvis ligner jeg stadig mig selv. 

Kan lukke teenagesårene med et klap på skulderen. Jeg kom igennem depression, ulidelige forelskelser og studenterhuen blev placeret... 20'erne, kom bare an!

Frygter tilbagefald til ensomheden

Jeg sad her til aften og snakkede med min bedste veninde omkring fortid. Hvordan vi begge to havde været nogle ting igennem - ikke de samme - men vi kunne drage fælles følelser igennem det hele. Da hun i 2009 kørte galt, og gennemgik et kæmpe helvede - følte hun sig mere alene end noget andet. Der var ingen, som var der for hende. Det gav mig flashback til min årelange depression. Jeg var 13 år gammel, da jeg gik ned i en depression, og jeg smed ført medicinen, da jeg var 16. Først da jeg var 16, mente min læge, at jeg var klar til at leve et liv uden antidepressiv. Jeg var lykkelig, da jeg var færdig med at troppe ud af medicinen. Selvom jeg godt nok det sidst stykke tid bare stoppede med at tage det. Jeg gad ikke mere. Set i bakspejlet var det måske for tidligt, men det var sådan det var.

Da jeg var i en depression, var jeg meget alene. Ikke fordi min familie ikke var der, fordi de prøvede virkelig på at trænge igennem. Men mange af mine veninder og venner faldt fra, da jeg ikke længere havde det samme overskud længere. Mange faldt fra fordi jeg ikke længere kunne være der for dem, og mange faldt fra fordi de simpelthen ikke kunne overskue det. Nok er det vel forståeligt, men dog ikke tilgivelig. Jeg frygter derfor den dag at ende tilbage i depression, få et tilbagefald og ende med at være alene. Den ensomhed jeg følte dengang, sidder stadig dybt begravet i mit hjerte. Og jeg er derfor den dag i dag glad for, at jeg kan klare mig selv. Jeg behøver ikke mange venner i mit liv, jeg har de nærmeste. Og de vil med garanti stå der for mig hvis jeg en dag skulle få et tilbagefald. Min depression lærte mig forskellen på folk man tilbringer tid med og venner. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke mange venner havde. Sørgeligt..

Godt nok fik jeg et kort tilbagefald for nogle måneder siden, hvor jeg kom på medicin. Men den tager jeg ikke mere. Jeg fortalte min læge, at jeg ikke kunne overskue i mit hoved, at skulle til at være afhængig af medicin igen. Han forstod mig godt. Og vi blev enige om, at jeg skulle kontakte ham, hvis jeg fik det rigtigt skidt igen. Det er heldigvis ikke sket, og jeg håber af hele hjertet, at det heller ikke bliver tilfældet. Jeg vil være stærk.

Student 2014

Det hele er stadig surrealistisk - at jeg kan bære en studenterhue og har gennemført uddannelsen. For blot 6 år siden fik jeg at vide, at jeg aldrig kunne blive til noget. At jeg var for doven og dum. Min lærer glemte dengang at tænke på, at jeg på daværende tidspunkt havde en svær periode, hvor jeg ikke engang kunne holde tanken om mig selv ud. Jeg kom på Askov efterskole, og jeg kan ikke takke lærerne der nok. De gav mig selvtillid, glæde og lærdom og scorede lækre karakterer. De gav mig styrken til at starte en kamp. Den har jeg nu vundet - 3 hårde år men med glæde, kærlighed og venskaber for livet. Jeg takker hele min familie, mine venner og mig selv for at have troet på mig og hjulpet mig igennem op og nedture!

Jeg er student – jeg er fucking student! Den røde hue har sat på mit hoved. Jeg har været til studenterfester, der er holdt fest for mig og studenterkørsel. Jeg har i den seneste tid været så mange ting igennem, og fejret at jeg har vundet min kamp. Jeg er så stolt af mig selv stadigvæk. Jeg er så stolt over, at jeg har gennemført det hele. Jeg er optaget på uddannelse, og jeg kan komme videre med mit liv. Jeg er lykkelig. Jeg har de bedste venner, den dejligste familie og den sødeste fyr i mit liv pt. Lad dette vare ved. Lad opture og medgang vare ved. Jeg har fandeme fortjent det. Jeg har fortjent det hele. Jeg kom, jeg så, jeg sejrede!

Du er en ener!

Det kan ikke rigtigt forklares med ord. Jeg vil gerne, men lige så snart jeg prøver, så er det som om, at ordene forsvinder. Jeg vil gerne kunne fortælle hvor glad, jeg er for dig. Kun dig. Det var ikke meningen, at det skulle ske. Ikke at det nogensinde er meningen, men jeg troede aldrig, at jeg skulle falde for dig. Du har været sød længe, sød mod mig. Og det irriterede mig hvordan jeg fandt dig interessant. Du fandt også mig interessant. Du kyssede mig en aften, og jeg kunne mærke hvordan sommerfuglene i maven begyndte. Men jeg havde ikke regnet med, at det nogensinde skulle blive til mere. Jeg takker alkohol for, at jeg kontaktede dig få dage efter. Den nat sov jeg i dine arme. Den nat var jeg tæt på din krop. Den nat forandrede det hele sig. Men jeg turde ikke forelske mig helt, jeg turde ikke give mig hen. Jeg har så mange gange brændt nallerne, og jeg har så mange gange stået med tårer ned af kinderne, fordi jeg igen er blevet leget med. Jeg fortalte dig en aften, vi lå nøgne i min seng, at jeg var tæt på at falde for dig, men at jeg var bange for du ikke greb mig. Dit svar skubbede mig ud over kanten. ”Du kan bare falde, jeg skal nok gribe dig på bunden, fordi jeg er faldet”. Du gør mig så glad allerede, og jeg er bange. Og selvom du ligger og nusser mig ryggen, og fortæller mig jeg er dejlig. Og at du ligger armene om mig foran andre og kysser mig blidt i håret. Så er jeg bange. Det her er så nyt og skønt. Og jeg vil ikke miste dig. Du har sat en hel zoologisk have ind i maven på mig, et permanent smil på mine læber og en følelse af perfektion. Du fuldender min personlighed. Tak!

Følelser i form af billeder.

... og de passer

Året 2013

Året 2013. Et år som ændrede på mange måder. Jeg droppede ud af min gamle skole, og begyndte på en ny. Jeg flyttede for første gang hjem til min fødeby efter 3 år ude. Jeg mistede min sidste bedsteforældre på årets første dag. Jeg flyttede sammen med ham, og vi fandt et andet sted at bo. Han endte med, at forlade mig og gøre mig hjemløs, efter der var gået lidt over et halvt år som roomies. Jeg knyttede mig til folk, som jeg slet ikke skulle have knyttet mig til. Jeg skulle have fulgt min mavefornemmelse. Den vidste fra starten af, at mit "nye" liv i et nyt år, nok skulle ende med at gå galt. Nu sidder jeg på årets sidste dag, og der er sket så meget. Det er en kliché, når folk siger at året har ændret en mere end andre år. Men det her år har virkelig ændret mig. Jeg sprang ud i noget, uden nogen som helst form for faldskærm. Og jeg vidste der ville være 90% chance for, at det hele ville gå galt. Og det gjorde det. Men siden midten af august, har mit liv gået stærkt. Jeg tog mig sammen. Jeg så frygten i øjnene. Jeg kæmpede mig op og stå igen. Jeg har gjort mig selv stolt på mange punkter. Og det der ikke mange, som kan sige om sig selv. Året 2013 har været et år med både gode og dårlige minder. Men en ting er sikkert, at selvom der har været rigtig mange dårlige. Så har jeg lært mig selv mere at kende.

Måske har jeg glemt det vigtigste. Måske glemte jeg mig selv. Men jeg kan starte det nye år, med nye udfordringer. Og en ny mig. Her er et lille fact: Vi kommer alle til at dø.

Og derfor er mit nytårs fortsæt: Lev hver dag, som det var den sidste.

2014 kom an....